Haven er nok det sted, hvor børnene leger mest. Derfor er det også vigtigt, at man så vidt muligt sikrer sig, at børnene ikke kommer til skade.
Lad aldrig gamle byggematerialer, fliser, brædder med søm i eller lignende ligge og flyde i haven.
Du bør tjekke klatrestativer, gynger, vipper og andre legeredskaber hvert forår. Gamle søm og skruer kan være rustne og træet kan være råddent.
Hvis haven støder op til vejen, er det en god ide at afskærme med en hæk eller et hegn.
Lad aldrig dit barn være alene i haven, hvis I har swimmingpool eller soppebassin. Vand tiltrækker børn, så det er vigtigt, at I afskærmer swimmingpoolen med et solidt hegn. Tøm soppebassinet, når det ikke bruges eller tag barnet med, når I forlader haven.
Hvis du skal lave et legehus med vinduer, er det vigtigt at du bruger plexiglas i stedet for almindeligt glas.
Opbevar altid dine haveredskaber og havemaskiner i et aflåst rum. |
Ca. 325 fritidsbåde kommer hvert år ud for uheld, der kræver hjælp. I forbindelse med disse ulykker omkommer ca. 30 personer. Undgå at blive en af dem. Følg lovgivningen og tænk dig om, inden du står til søs.
Alle personer, børn som voksne, skal på sejl- eller fisketure bruge redningsvest. Brug kun godkendt udstyr. Se efter mærkerne SOLAS, VAREFAKTA eller CE 95
Alle, der færdes til søs, bør kunne svømme. Evnen til at svømme kan betyde forskellen mellem liv og død.
Sørg for, at båden har høj ræling, søgelænder, net eller anden afskærmning, så dit barn ikke falder over bord.
Lyt til vejrmeldingerne inden du sejler ud.
HUSK: Kun en tåbe frygter ikke havet. |