Nyheder

Medicinsk behandling af Alzheimers.

Det canadiske selskab, Neurochem, har gennemført de første undersøgelse af et nyt stof, som Neurochem har udviklet mod Alzheimers sygdom.

Resultater fra undersøgelser på mus har vist, at stoffet kan reducere antallet og mængden af de udfældninger (amyloide plaques) i hjernen, som ses ved Alzheimers sygdom, samt reducere den betændelsesreaktion der også foregår ved denne sygdom. Undersøgelsen er foretaget på nogle genmanipulerede mus, der er bærere af et protein, der er forstadie til det menneskelige amyloid, der findes ved Alzheimers sygdom. Neurochem forventer snarest at publicere disse resultater i videnskabelige tidsskrifter. Det nyudviklede stof har også været afprøvet på en mindre gruppe raske, frivillige forsøgspersoner, og i disse undersøgelser er det vist, at stoffet tåles godt.

”Disse resultater er et meget vigtigt skridt i udviklingen af dette stof til en terapeutisk behandling af Alzheimers sygdom”, siger Dr. Louis R. Lamontagne, Neurochem.

Det danske medicinalfirma H. Lundbeck A/S indgik i juni 1999 en forsknings- og udviklingsaftale med Neurochem. Ved denne aftale sikrede Lundbeck sig de globale rettigheder til dette nye stof . Der er endnu en lang vej førend, at stoffet eventuelt viser sig at være anvendelig ved behandlingen af Alzheimers sygdom, og til at stoffet kan godkendes som et lægemiddel - men både Neurochem og H. Lundbeck ser lovende på fremtidsmulighederne for dette stof.

Neurochem er et canadisk bioteknologisk selskab, grundlagt i 1993, med en forskestab på 60 personer. Selskabet forsker primært inden for neurologi (Alzheimers sygdom), type 2 diabetes (”gammelmands” sukkersyge) samt visse kroniske betændelsestilstande.