Nyheder

Er det muligt at styre drikkeriet ?

Det er ikke egentligt passende her ved indgangen til det nye år og hvor nogle måske stadig har alkohol i blodet at stille spørgsmålet – er det muligt at styre drikkeriet ? Men alligevel er det måske en dag som første Nytårsdag at man i en stille stund kan spørge sig selv, om man er i stand til at styre sit forbrug af øl og spiritus.

Alkoholisme er et af vores største sundhedsproblemer. Alkohol koster helbredet og livet for mange og har meget store sociale og psykologiske omkostninger både for alkoholikeren selv men også for hans nærmeste familie. Der er gennem tiden gjort mange forsøg for at hjælpe mennesker med alkoholproblemer og udviklet mange behandlingsmodeller og tilbud. Mange tilbud virker på kort sigt, men falder igennem når man gør langtidsresultaterne op. Overordnet set kan man inddele behandlingsmetoderne i to grupper – dem der mener, at alkoholisme er en sygdom og at alkoholikeren skal holde sig fra alkohol resten af sit liv, hvis han ikke ønsker at falde i og starte sit drikkeri igen – og dem der mener, at alkoholisme mere er et psykologisk problem knyttet til manglende indlæring af selvkontrol.

Den amerikanske psykolog Glenn Walters har sat sig for at finde ud af, hvilken behandlingsmetode der virker bedst – afholdenhed resten af livet eller udvikling af bedre redskaber til selvkontrol. Han har støvet den psykologiske litteratur igennem og fundet alle de undersøgelser, der på korrekt videnskabeligt grundlag sammenligner de to metoder, ved at deltagerne i undersøgelsen trækker lod om, hvilke metode de får tilbudt. Han fandt i alt 17 undersøgelser af denne art. Samlet viste de, at metoder der bygger på indlæring af selvkontrol er bedre end metoder, der sigter mod total afholdenhed. Det gælder både, når man ser på graden af alkoholproblemets omfang samt den kortsigtede og langsigtede virkning.

Kilde: ”Behavioral Self-Control Trainning for problem Drinkers: A Meta-Analysis of Randomized Control Studies. Walters, G.D. Behavior Therapy, 31, p. 135-149. 2000.

Forsknings-nyt fra Psykologien. Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.