Når vi dyrker megen sport, stiger vort energibehov. Dette betinger et stigende iltforbrug, som relateres til den stigende forbrænding af især sukker- og fedtstoffer. Flere forhold ved kraftig idrætsudøvelse vil betinge udviklingen af et oxidativt stress:
Ved intensiv sportsudøvelse sveder atleten meget (op til flere liter). Med sveden taber atleten metaller. Metaltabet er forskelligt på de forskellige dele af legemet.

Det ses af ovenstående tabel, at kobber- og jernindholdet i blodplasma falder med ca. 20 %, og at der tabes ca. 20 - 30 % mere kobber end jern. Det erindres, at kobber indgår i SOD enzymet (superoxid-dismutase). Superoxidet dannet af frie radikaler kan altså ikke elimineres i samme grad som hos normale. Jerntabet skyldes, at atleter udvikler en anæmi (blod-mangel). Yderligere vil røde blodceller delvist ødelægges som følge af det oxidative stress, som betinges af den øgede iltoptagelse. Herved vil mere jern frigøres til blodbanen og udskilles med sveden.

Med den kraftigt øgede muskulære udfoldelse under hård sportsudøvelse stiger iltoptagelsen, og derved øges den oxidative stresstilstand, idet det erindres, at ilt i sig selv er et frit radikal.
Hvis man før kraftig sportsudøvelse lader atleten spise salicylsyre, vil dette stof under det oxidative stress, der ledsager sportsudøvelsen, blive oxideret af de frie radikaler til derivater af benzoesyre, hvis mængde kan måles i blod eller urin. Sammenligner man niveauet af disse benzoesyre-derivater før og under sportsudøvelse, ses under intensiv sportsudøvelse en stigning i benzoesyremængden som tegn på oxidativt stress. Tilsvarende oxidation af arve-anlæggenes baser giver anledning til øget dannelse af urinsyre i organismen og til oxidering af urinsyre videre til et biprodukt (benævnt allantoin). Også mængden heraf stiger under intensiv sportsudøvelse. Interessant er det, at urinsyremængden i blodplasma stiger under sportsudøvelse med ca. 10 - 15 %, mens forholdet mellem urinsyre og oxidationsproduktet allantoin stiger med ca. 50 %.

Der pågår for øjeblikket flere steder i verden undersøgelser over, om antioxidanter kan øge sportspræstationerne og hæmme skaderne af de dannede frie radikaler.

Vore muskler består af to forskellige typer af muskelfibre: Type 1 som er de røde langsomtarbejdende fibre med højt oxidativt stofskifte og Type 2, de hvide muskler, der er hurtigtarbejdende. Når musklerne arbejder under hårdt pres, forbrænder de fortrinsvis fedt, dvs. fedtindholdet i blodet falder. Ved længerevarende hård, fysisk aktivitet øges mængden af de røde muskelfibre med høj oxidationskapacitet. Da oxidationen foregår i mitochondrier, og da mitochondriefunktionen på afgørende vis afhænger af Q-10 mængden, ser man et fald i blodets Q-10-indhold. Det må derfor antages, at Q-10 indbygges specifikt i mitochondrierne i de røde muskelfibre.

Svenske undersøgelser har vist, at mange skiløbere har lave blodværdier af vitamin E og af Q-10. Supplementering øgede værdierne og medførte, at atleternes sygelighed af luftvejslidelser faldt til 25 - 30 % af hyppigheden før supplementeringen. Norske idrætslæger indså tidligt en sammenhæng mellem dannelsen af frie radikaler under hårdt muskelarbejde (langrendsskiløbere), lav antioxidantbeskyttelse og overtræningssymptomer (skader af frie radikaler). De norske skiløbere fik derfor tidligt i 1990erne supplementering med antioxidanter. Dette var måske netop årsagen til de bemærkelsesværdige norske skipræstationer ved OL i Albertville 1992 og VM i Falun 1993.