Rothenborg, Hans W., speciallæge
Hvad er psoriasis ? |
Psoriasis er en arveligt betinget hudsygdom, som viser sig ved et rødt, tørt, plettet, skællende hududslæt på forskellige steder af kroppen. Navnet er afledt af det græske ord psorao, som betyder skæl, udslet, kløe. |
Hvem kan få psoriasis ? |
Ca. 2% af den danske befolkning lider af psoriasis i mere eller mindre udtalt grad. Ofte er der kun tale om ganske få eller små udbrud, hovedsagelig lokaliseret til albuer eller knæ, men der kan også være mindre, lokaliserede udbrud, f.eks. i hårbund, øregange, håndflader, fodsåler eller omkring kønsorganerne . Psoriasis kan også være lokaliseret i fugtige hudområder så som armhuler, navle eller skridt, og kaldes så for psoriasis inversa. |
Hvilke symptomer er der på psoriasis ? |
De mere almindelige former for psoriasis viser sig som røde, skællende pletter, der som regel kun klør i udbrudsfasen. Hvis psoriasis f.eks. opstår efter en halsbetændelse, viser den sig i begyndelsen kun som nogle små røde prikker spredt rundt omkring på arme, ben og krop. Efterhånden flyder de små prikker sammen og bliver til større møntformede, runde pletter, røde, der er lidt hævede i forhold til omgivende hud, samt tørre og skællende. Skællene kan være flerlagede, stearinagtige, butterdejsagtige, og ved afløsning ser man i bunden en blank, rød, sommetider punktformet blødende hinde (Bulkley’s membran). Jo længere man har sin psoriasis, jo større kan psoriasispletterne blive, idet de kan flyde sammen og danne håndflade store pletter på arme, ben og krop. Hyppige og karakteristiske lokalisationer er albuer, knæ, nederste lænderegion og hårbund. Man kan få lineære eller geometrisk afgrænsede psoriasisudbrud , hvor huden påvirkes mekanisk, f.eks. ved krads, brændehugning, i operationsar, ved forbrændinger m.m. (Koebner-fænomen). |
Hvordan behandles psoriasis ? |
Mange tilfælde af mild psoriasis behøver næsten ingen behandling kun almindelig god hudpleje. Generne kan sommetider svinde spontant, specielt i forbindelse med sol- og saltvandsbade. Behandlingen går generelt ellers ud på at undgå ting, der kan forværre tilstanden, det vil sige alkohol, stress, og eventuelle streptokokinfektioner. |
Prognose |
Milde tilfælde af psoriasis behøver ikke i nævneværdig grad at påvirke livskvalitet, levnedsforløb eller erhvervsmuligheder. Svær psoriasis kan være overordentlig belastende og et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem patient og læge er forudsætningen for at få styr på tingene. Fornuftig disponeret behandling, god sygdomsindsigt og kendskab til de forskellige muligheder for behandling er nødvendig. Psoriasispatienternes omgivelser må lære sig at tage hensyn og støtte i de vanskelige perioder. Langt de fleste psoriasispatienter klarer sig godt gennem livet. Man kan søge støtte og vejledning hos relevante patientforeninger, bl.a. Psoriasisforeningen. |