Duchenne Erbs paralyse, børn

Bjerager, Mia, læge

Hvad er Duchenne Erbs paralyse ?

Duchenne Erbs paralyse er en lammelse af armen. Det skyldes oftest en voldsom fødsel, hvor der sker en overstrækning af et nervebundt på halsen. Ved overstrækningen kan der ske overrivning af små nervetråde, eller der kan komme småblødninger omkring nerverne, der trykker på dem. Den pågældende arm hænger slapt ned. Moro refleksen mangler.

 

Hvem kan få Duchenne Erbs paralyse ?

Duchenne Erbs paralyse ses hos nyfødte børn. Det er mest almindeligt hos børn med høj fødselsvægt, hvor forløsningen af skuldrene kan være vanskelig og kræve et træk på barnets hoved og nakke. På den måde kan man komme til at overstrække nervebundtet på halsen. Duchenne Erbs paralyse ses også ved fødsler, hvor barnet har armen løftet over hovedet.

 

Hvilke symptomer ses ved Duchenne Erbs paralyse ?

 
  • Armen hænger slapt ned langs kroppen og er roteret indad med håndfladen nedad. Armen følger ikke med, når banet bevæger sig spontant.
  • Griberefleksen kan være bevaret.
 
 

Hvordan smitter Duchenne Erbs paralyse ?

Det smitter ikke.

 

Hvordan behandles Duchenne Erbs paralyse ?

Nerverne skal have tid til at vokse ud, hvis de kan. Hævelserne og blødningerne omkring nerverne skal forsvinde. Det kan vare mange uger.

Barnet skal tilknyttes en fysioterapeut med særlig forstand på børn, der laver udstrækninger og øvelser, samt underviser forældrene i dette. Det primære formål er at stimulere nerverne og forhindre at musklerne og senerne bliver stramme og for korte.

 

Prognose

Ved lettere former er prognosen god. Det er et godt tegn, hvis barnet stadig har griberefleks på den pågældende hånd. Det kan tage flere måneder før armen bevæger sig ligeså godt som den modsidige, men så snart man ser en fremgang er der grund til optimisme.

Hvis der foreligger en fuldstændig overrivning af nerverødderne er lammelsen som regel permanent og bliver aldrig bedre.