1. Generelt om jern

Jern forekommer i vor føde som uorganisk jern med to eller tre positive ladninger. Endvidere forekommer jern i organiske forbindelser, f.eks. som hæmoglobin (det røde farvestof, der transporterer ilt i de røde blodlegemer). Størstedelen af uorganisk jern i vor føde har tre positive ladninger, så før det kan optages, må det imidlertid omdannes (reduceres) til jern med kun to positive ladninger (ferro-jern). Dette lader sig gøre ved hjælp af C-vitamin.

Biotilgængeligheden af uorganisk jern er meget ringe, nemlig kun 3 - 6 %. Biotilgængeligheden af organisk jern, f.eks. fra kødprodukter, er langt bedre, nemlig 15 - 25 %. Hvis vi således regner med, at der dagligt med vor føde indtages lige meget organisk og uorganisk jern, f.eks. 10 - 15 mg af hver type, betyder den store forskel i biotilgængelighed, at der fra organisk jern dagligt optages fra 1,5 til 3,0 mg jern, mens der fra det uorganiske jern kun optages fra 0,3 til 0,9 mg. I tyndtarmen optages uorganisk ferro-jern og omdannes i tarmslimhinden til jern med tre ladninger (ferri-jern) og kobles til proteinet ferritin. Dette jernkompleks er et depot for jern. På denne form findes jern også i leveren. Når jernet skal transporteres fra tarmepitel til lever, skal det først omdannes til ferro-jern og så kobles til et transportprotein i blodet. Dette protein benævnes transferrin. Transferrin transporterer jernet dels til leveren dels til andre celler, bl.a. til knogle-marven, hvor det indbygges i hæmoglobin, det røde ilt-transporterende protein i de røde blodlegemer. Jern indbygges også i tilsvarende proteiner, der indgår i respirationskæden i mitochondrierne. De benævnes cytochromsystemet. Disse komplekser fører elektroner til ilt, så det i sidste ende omdannes til vand. Det uorganiske jern, som ikke optages i tyndtarmen, transporteres gennem tyktarmen for at kvitteres med afføringen. I tyktarmen kan jernet (Fe) reagere ved den såkaldte Fenton-reaktion. Herved dannes frie hydroxylradikaler, som kan angribe og indføre ilt i arvemassen i tyktarmsepitelet. Ca. 10 % af de personer, der udvikler tyktarmskræft (colon-cancer), har en defekt i deres DNA-reparationssystem. De kan altså ikke reparere DNA-skader, f.eks. dem der forårsages af frie radikaler. Disse personer ophober således mutationerne, indtil tarmepitelet udvikler sig til kræftceller.

1. Hvad bruger kroppen jern til?

Jernet transporteres i kompleks med transferrin til knoglemarven, hvor det indbygges i hæmoglobin, de røde blodlegemers farvestof. I knoglemarven udvikles de røde blodlegemer fra primitive forstadier til de fuldt udviklede celler. Under denne udvikling taber de røde celler deres cellekerne, så de røde blodlegemer vi finder ude i blodbanen ikke har nogen cellekerne.

Hæmoglobinet indeholder et jernatom i et center af kvælstofholdige ringe, der kaldes hæm. Når blodet cirkulerer gennem lungerne, bindes ilten fra luften til jernet, med to positive ladninger I lungerne udluftes også kuldioxyd, der er dannet ude i det perifere væv ved forbrændingen. Fra lungerne pumpes blodet nu af hjertet ud i periferien. Den dannede kuldioxyd reagerer med vand under dannelse af kulsyre og bikarbonat. Når nu hæmoglobinet kommer til et mere surt miljø, afgiver det den ilt, det har bundet i lungerne. Det afiltede blod cirkulerer nu tilbage til lungerne og optager ilt igen.

Jernet føres også med transferrin til alle celler, hvor det bl.a. indbygges i mitochondriernes jern/svovl komplekser, der styrer omdannelsen af brint til brintioner og elektroner (se om mitochondrier). Jernet er således her med til at styre mitochondriernes forbrug af ilt.

3. Hvor findes jern i kosten?

Lever indeholder op til 18 mg pr. 100 g, hjerter 27 mg/100 g. De fleste grøntsager indeholder kun et par mg pr. 100 g, dog indeholder hvedekim op til 8 mg pr. 100 g.

4. Hvor meget jern må jeg tage?

Vi taber dagligt lidt jern med tarmsekreter og afstødning af vor hud, men kvinder har herudover pr. måned ved menstruationen et tab på 20 - 30 mg jern. Under graviditeten overføres fra moder til barn omkring 300 mg jern. Man sætter derfor behovet for jern hos mænd til ca. 10 mg dagligt, mens det hos menstruerende kvinder kan sættes til 15 - 18 mg dagligt. Hos gravide er behovet sat til 20 mg jern dagligt.

5. Hvem har risiko for at få jernmangel?

Jernmangel er næst efter proteinmangel den mest udbredte mangeltilstand på jordkloden. Ca. hver syvende kvinde i frugtbar alder udvikler på et tidspunkt jernmangel som følge af især menstruationerne. Og hos 1 - 2-årige børn har 10 – 20 % for små lagre af jern.
Man bestemmer jernstatus ved bestemmelse af hæmoglobin-procenten.

Jernmangel opstår ved tre tilstande:

1. ved øget tab pga. blødninger
2. ved øget behov for jern
3. ved for lavt indtag af jern

Øget tab af jern ses ved voldsomme blødninger, f.eks. kraftige menstruationsblødninger og kraftige blødninger fra mavesæk eller tarm. Under sidstnævnte forhold bliver afføringen sort som kaffegrums. Blødninger ses også i urinvejene fra nyrerne og fra polypper i urinblæren. Urinen bliver under disse forhold rød. Jernmangel kan endeligt ses hos bloddonorer som afgiver blod hyppigt.

Øget jernbehov ses hos børn i vækst, da væksten af organerne kræver større og større iltforsyning og dermed mere blod. Hos gravide og ammende kvinder ses et øget behov for jern på ca. 700 – 800 mg jern. Det må dækkes ind gennem kosten.

For lavt jernindtag kan skyldes énsidig ernæring især hos gamle og hos personer, som er på afmagringskure.

6. Hvad er symptomerne på jernmangel?

Jernmangel giver forskellige sygdomstegn. Blodmanglen (anæmien) kan afsløres som blege slimhinder og blege kar i øjnene. Der kan også ses fissurer i mundvigene og furede negle. Diagnosen jernmangel kan hos lægen stilles med/ved hjælp af blodprocenten eller ved bestemmelse af ferritinindholdet i blodet. Ferritinindholdet er et mål for jernlagrenes størrelse. Er der ingen synlige tegn på sygdom ved anæmi, kan årsagen være indre blødninger, f.eks. fra mavesæk (mavesår) eller tarm (tumorer og polypper).

7. Hvordan behandles jernmangel?

Man kan forebygge jernmangel ved at indtage en varieret kost. På en sådan kommer ca. 20 % af jernet fra kød og indmad, 30 – 35 % fra kornprodukter og ca. 33 % fra grøntsager og fisk.

Det uorganiske jern skal holdes i opløsning med to positive ladninger. Det sker i mavesækken med saltsyre og ved tilstedeværelse af C-vitamin. Er maveslimhinden slidt ned, f.eks. pga. medicin-misbrug, dannes for lidt saltsyre til at det uorganiske jern kan holdes i opløsning. Optagelsen i tyndtarmen bliver derfor lav. Der findes flere forskellige uorganiske jernpræparater, hvor jernet er bundet i salte, i reglen til organiske syrer som ravsyre og citronsyre.

En jernmangel bør om muligt behandles med organisk jern, da disse jernformer viser størst bio-tilgængelighed. Brug af uorganisk jern har yderligere den bivirkning, at uabsorberet uorganisk jern fra tyndtarmen når ned i tyktarmen, hvor den kan medvirke til dannelse af frie radikaler og oxidativt stress, som kan skade slimhinden og evt. medvirke til udvikling af polypper og tumorer.

8. Hvad er symptomerne på overdosering?

Faktisk kan vi få for meget jern. Der forekommer en medfødt jernforgiftningslidelse, der benævnes hæmochromatose. Ved denne lidelse aflejres store mængder jern i organerne, især i leveren. Disse patienter skal behandles med kompleksdannere, som kan kompleksbinde jern. Hertil kan bruges penicillinamin og EDTA. Det er ejendommeligt, at hæmachromatose er meget hyppigere i Sverige end i Danmark.
Mange forskere mener, at overdosering med jern kan være skadelig, især hvis det doseres i så store mængder, at der optræder frie jernioner i plasma, idet de frie jernioner er i stand til at formidle dannelsen af frie radikaler ved de såkaldte Haber-Weiss- og Fenton-reaktioner (se under frie radikaler).

9. Må jern indtages sammen med andre lægemidler?

Som tungmetal kan jern-ioner lave interaktioner med lægemidler. F.eks. kan jernioner kompleksbinde et antibioticum som tetracyclin. Det reducerer optageligheden af disulfiram, ethidronat og penicillamin. Modsat kan jernionernes optagelighed reduceres af syreneutraliserende stoffer med aluminium- eller magnesium-ioner.