Hvorfor bliver man angst? 

 Børn er ofte bange. De er også helt afhængige af voksne - til at beskytte dem - til at give dem tryghed - og forudsigelige rammer, hvor de kan vokse og udvikle sig.

I barnealderen er den hyppigste angstform separationsangst. Dvs. angst for at mor eller far skal gå - for at de ikke skal komme tilbage - for at noget vil ske – at de måske skal dø!

Udviklingspsykologisk er denne separationsangst (angst for adskillelse) en fase i barnets udvikling. Margaret Mahler har i ’Barnets psykiske fødsel’ studeret den separations-individuationsudvikling, som barnet gennemgår fra 6 mdr. til 3 års alderen. 
Hun brugte bl.a. et rum, hvor en gruppe mødre sad i den ene del, og al legetøjet lå på den anden side af en skillevæg. Så blev børnene sluppet fri og forskerne noterede så omhyggeligt ned, hvordan børnene gik hen til legetøjet og tilbage til mor – hen til de andre børn og tilbage til mor, etc. Hun fandt at barnet begyndte at differentiere sig selv fra moderen i 5-10 måneders alderen. Når barnet begyndte at kunne gå i 10-18 måneders alderen, kom en øvelsesfase, hvor barnet legede, at det løb væk fra mor, men forventede at blive fanget igen. I gentilnærmelses fasen i 16-28 mdr. alderen fortsatte barnet sin selvstændighedsøvelse, men havde fortsat hele tiden behov for at checke at mor – eller en anden voksen omsorgsperson – stadigvæk var der. Hvis der ikke fandtes en tryg omsorgsperson, eller hvis mor måske nok var fysisk tilstede, men ikke følelsesmæssigt stod til barnets rådighed, så blev barnet angst.

For at man kan kalde separationsangst for en psykisk lidelse, skal problemet være af en vis størrelse. Det skal have varet i mindst fire uger, før man bruger den børnepsykiatriske diagnose (sygdomsbetegnelse) separationsangst. Før den tid har man nemlig erfaring for, at problemet ofte går over af sig selv. Der skal være mindst tre af følgende kriterier tilstede:

1. En urealistisk og vedvarende bekymring for at der vil ske noget med omsorgspersonerne, eller at de vil gå og ikke komme tilbage.

2. En urealistisk og vedvarende frygt for at der vil ske noget, som vil adskille barnet fra den voksne. F.eks. at det bliver væk, bliver kidnappet eller kommer på hospital.

3. En vedvarende modvilje mod at gå i skole på grund af frygt for adskillelse fra omsorgspersonen. (Altså ikke, hvis barnet har andre grunde til ikke at ville gå i skole, som f.eks. at det bliver mobbet)

4. Vanskeligheder ved adskillelse om aftenen :
 

•  Barnet vil ikke sove, uden at mor eller far er der.
• Barnet står op mange gange om natten, for at checke om forældrene er der, eller det går over i deres seng.
• Barnet vil ikke sove ude hos andre.

 5. Vedvarende angst for at være alene hjemme om dagen.

6. Gentagne mareridt, som handler om at blive væk eller blive forladt.

7. Gentagne tilfælde af fysiske symptomer så som kvalme, hovedpine eller opkastninger i situationer med adskillelse, f.eks. når barnet skal i skole, på koloni eller i sommerlejr.

8. Overdreven gentagen fortvivlelse ved adskillelse eller truende adskillelse fra forældre visende sig ved angst, gråd, raserianfald, klyngen til forældre, eller passivitet og isoleren sig fra andre.

Hyppighed:
Angsttilstande er hyppige. Udenlandske undersøgelser tyder på at omkring 3% af alle børn lider af angst.

Hvorfor bliver man angst?
Børn arver karaktertræk fra forældrene, men nøjagtigt hvordan psykisk sygdom overføres fra forældre til børn vides ikke. I familier, hvor flere familiemedlemmer er angste, vil der være større risiko for at børnene også bliver det. Men alle børn bliver det så ikke. Man mener derfor, der er et samspil imellem nedarvet genetisk materiale og milieuets påvirkning, både i fostertilstanden og senere i livet.

Små børn med dårlig trivsel, mareridt og angst kan også fejle noget andet. De kan have en depression. 

Behandling:
Behandlingen af angsttilstande består af rådgivning og oplysning til forældre og de professionelle omkring barnet f. ex. børnehavepædagogen eller skolelæreren.

Barnet kan komme i samtalebehandling enten alene eller sammen med forældrene i familiebehandling. 

Medicinsk behandling med angstdæmpende medicin bruges kun i ganske korte perioder.

Enkelte børn er født skrøbelige. De er altid angste lige meget, hvor godt og hvor trygge omgivelserne er. Til disse børn kan det komme på tale at give medicin i en længere periode.

Forløb:
Undersøgelser har vist, at de fleste børn med angst i barndommen bliver psykisk raske og velfungerende voksne. Omkring 1/3 udvikler dog nye psykiatriske forstyrrelser.
 

 Angst hos unge 

 Unge kan have den samme angst som børn. Men de kan også få angsttilstande der mere typisk ligner voksnes.

Panikanfald er tilbagevendende anfald af pludselig og svær angst med, 
 

•  Hjertebanken
• Sveden 
• Rysten og sitren 
• Tørhedsfornemmelse i munden 
• Vejrtrækningsbesvær
• Svimmelhed 
• Prikken og stikken i fingre og tæer 
• Uvirkelighedsfølelse 
• Angst for at miste selvkontrollen 
• Eller fornemmelse af at skulle dø. 

 Anfaldene kan komme på tilfældige uforudsigelige tidspunkter. De varer fra få sekunder til nogle minutter og er ikke farlige, men meget ubehagelige. Panikangst behandles med samtaler og kan behandles med antidepressiv medicin ( Cipramil , Seroxat ). Panikanfald kan også ses ved mere omfattende psykiske lidelser, og den unge bør derfor altid undersøges af en læge, psykolog eller psykiater. 

 Litteratur:

Mahler MS, Pine F, Bergman A. Barnets psykiske fødsel. København: Hans Reitzels Forlag, 1988.

Lier L. Isager T, Jørgensen OS, Larsen FW, Aarkrog T. Børne og Ungdomspsykiatri. Hans Reitzels Forlag 1999.

Ung og Sårbar. AMR Christensen, Niels Bagge et all. PsykiatriFonden 2000.