Hvad er kræft i urinblæren ? 

 Svulster kan opstå på forskellige steder i urinvejenes slimhinder, men de allerfleste af disse opstår i urinblæren. Det første og hyppigste symptom ved kræft i blæren er blod i urinen. Eftersom dette symptom opleves som meget dramatisk, opsøger patienten som regel hurtigt sin læge. Mindre alarmerende symptomer som kan forekomme, er trang til at lade vandet eller, at det svier, eller gør ondt over blæren. Ved mistanke om kræft i blæren bliver man undersøgt med cystoskopi, og man undersøger cellerne i urinen. Når der er blod i urinen eller ved påvist kræft i blæren, røntgenfotograferer man desuden nyrerne. Cystoskopi indebærer, at et optisk instrument bliver ført ind i urinblæren for, at man skal kunne studere den indefra. Hvis undersøgelsen af svulsten har vist, at den er vokset ind i blæremuskulaturen, er man ofte nødt til at supplere med en røntgenundersøgelse, for at se om svulsten har spredt sig udenfor urinblæren.

Næst efter prostatacancer er kræft i blæren den hyppigste form for kræft i urinvejene og i de mandlige kønsorganer. Antallet af nye tilfældet er øget i mange år og ca. 1000 personer får sygdommen om året. Tre fjerdedele af dem som bliver syge er mænd. Gennemsnitsalderen når diagnosen bliver stillet er ca. 70 år. 

 Hvad er årsagerne til kræft i blæren ? 

 Ikke alle årsager til kræft i blæren er kendte, men der er en klar forbindelse mellem rygning og fremkomsten af kræft i blæren. Forskere har også påvist en forbindelse mellem kræft i blæren og visse kemiske substanser, såkaldte aromatiske aminer, hvis anvendelse dog nu er forbudt. 

 Hvordan kan kræft i urinblæren behandles ? 

 Yderligt liggende svulster 

 De fleste svulster i blæren vokser kun yderligt, dvs. kun i slimhinden, og er opbygget af celler, som i let eller middel grad afviger fra det normale. Disse svulster "høvles bort" med et instrument, som bliver ført ind gennem urinrøret (såkaldt transurethral resektion). Men de kan også ”brændes” væk ved hjælp af en elektrisk elektrode.

Prognosen er oftest meget god, eftersom disse svulster kun i sjældne tilfælde bliver aggressive og vokser dybt, hvorved risikoen for spredning så øger. Derimod kommer svulsterne relativt ofte igen, hvilket indebærer, at den som har fået en svulst i blæren er nødt til at få foretaget regelmæssige cystoskopikontroller. Hvis recidiverne bliver meget tætte, kan blæreskylning være et alternativ, eftersom behandlingen mindsker svulstens evne til at komme tilbage. Ved skylningerne bruges i dag oftest calmettevaccine (BCG) eller cytostatika særlig ved en vis type af yderligt liggende kræft i blæren, cancer in situ, som er en flad svulst, der kun er beliggende i slimhinden. 

 Dybereliggende svulster 

 Ca. en tredjedel af blærekræftsvulsterne vokser dybere ind i blærevæggens muskulatur. Dette øger risikoen for at svulsten spreder sig til lymfekirtler eller andre organsystemer. Blot at høvle denne svulst væk er ikke nok.

Hvis patientens fysiske almentilstand er god, anbefales oftest at hele urinblæren opereres bort (såkaldt cystektomi). Hos mænd fjerner man prostatakirtlen samtidig, hos kvinder oftest livmoder og æggestokke. Indgrebet er stort og fører til betydelige konsekvenser for den, som er blevet opereret. Mænd bliver f.eks. ofte impotente efter et sådant indgreb. 

Hvis svulsten er avanceret eller hvis den fysiske almentilstand ikke er særlig god, anbefales ofte strålebehandling og/eller behandling med cytostatika. Mellem 50 og 70 % af de som gennemgår cystektomi for kræft i blæren lever endnu 5 år efter indgrebet. Dødeligheden forårsages oftest af, at svulsten kommer igen, hvilket i så fald oftest sker indenfor 2 år efter indgrebet. For at flere skal kunne overleve, foregår nu flere forskellige steder forsøg med at give cytostatika før og efter, at urinblæren bliver opereret bort. Sammenlignet med strålebehandling er mulighederne for at overleve større, hvis man fjerner hele urinblæren. 

Hvis urinblæren bliver opereret bort, er man nødt til at ændre den nedre del af urinvejene. I første omgang sker dette ved, at man kan lave en ny urinblære af et stykke af tarmen, som det er muligt at tilslutte til urinrøret. Metoden gør det muligt at lade vandet den naturlige vej, men lækageproblemerne er ganske store og almindelige, specielt om natten. 

Ofte er man dog nødt til at fjerne hele urinrøret. Så vil den nye blære få sit udløb gennem en åbning i bugen (en såkaldt stomi). I egnede tilfælde laves en særlig konstruktion af stomien, så urinen kan samles i et reservoir af tarm, som den opererede selv kan tømme hver 5. eller 6. time, ved at føre et kateter ind i åbningen. Man behøver ikke have "pose på maven". At samle urinen i en pose på maven kan derimod blive aktuel, hvis en enklere afledning af urinen er at foretrække på grund af svulstens udbredelse eller pga. at den syge ikke kan klare et større indgreb. 

 Forskning 

 Forskning omkring kræft i urinblæren koncentreres i dag bl.a. om mulighederne for tidligere at opdage sygdommen og bedre at bedømme, hvor aggressiv svulsten er. En anden vigtig opgave er at vurdere effekterne af cytostatikabehandlingen.