Ravn, Susanne Holst, læge Hvad er herpangina ? | Herpangina er en virusinfektion forårsaget af coxsackievirus, der angriber bagtil i mundhulen og giver en karakteristisk blæredannelse her. | | Hvem kan få herpangina ? | Herpangina kan ses i alle aldre, men de dominerende symptomer varierer lidt afhængig af barnets alder, således at mindre børn som regel får højere temperatur, hvorimod større børn hyppigt klager over hovedpine og ondt i ryggen. | | Hvilke symptomer er der ved herpangina ? | - Herpangina starter som regel relativt pludseligt med temperaturstigning, der for små børn kan blive helt op 41.
- Cirka én fjerdedel af børn under 5 år kaster op.
- Større børn klager over hovedpine og ondt i ryggen.
- Samtidig med feberstarten eller ganske kort efter ses de karakteristiske blærer, som er små med en diameter på 1-2 mm. Antallet af blærer varierer fra 2 til 20 stykker, og de er hyppigst lokaliserede bagtil i munden på den bløde gane og drøbelen, eller eventuelt forrest på mandlerne.
- Blærerne brister hurtigt og efterlader en let blødende slimhinde, der efterfølgende heler relativt hurtigt op.
- Hele forløbet varer 3-6 dage.
| | Hvordan smitter herpangina ? | Herpangina smitter ved såkaldt dråbeinfektion, det vil sige, at virus spredes ved hosten, nysen mm. fra enten andre syge eller raske bærere. Virus kan påvises i sekret fra øvre luftveje (svælg- eller næsesekret). Inkubationstiden er fra 2-4 dage. Forekommer med samme hyppighed hos begge køn. | | Hvordan behandles herpangina ? | Der er ingen specifik behandling af herpangina. Ved smerter eller ubehag fra feberen kan gives paracetamol (=panodil, =pinex, =pamol). Dette kan ligeledes bedre en spisevægring på grund af blærerne/sårene i halsen. Alternativt kan forsøges med kamillete. | | Prognose | Prognosen er god, idet det ofte drejer sig om en mild infektion med spontan og hurtig helbredelse. Der er sjældent komplikationer til herpangina. Man ser i meget sjældne tilfælde en hjernehindebetændelse forårsaget af coxsackievirus. |
|