|
Hvad er knoglebetændelse ? |
Knoglebetændelse betyder, at der er betændelse i en knogle. Dette skyldes oftest, at bakterier som findes i blodet, spredes til en knogle. I sjældne tilfælde kan det skyldes brud på en knogle, måske et åbent brud, hvor der går betændelse i knoglen. Det er oftest lårbensknoglen, skinnebensknoglen samt overarmsknoglen der rammes, men betændelsen kan opstå i alle knogler. |
|
Hvem kan få knoglebetændelse ? |
Det kan alle få, men det er hyppigst hos mindre børn. Over halvdelen forekommer hos børn under 5 år. Det er meget hyppigere hos drenge end piger. Hvis man har bestemte sygdomme for eksempel sukkersyge, børneledegigt eller immundefekter har man større risiko for at få betændelse i en knogle. |
|
Hvilke symptomer ses ved knoglebetændelse ? |
Symptomerne er lidt forskellige alt efter om det drejer sig om et spædbarn eller et større barn. |
|
- Hos spædbarnet vil man bemærke manglende bevægelse af en arm eller et ben.
- Det kan virke som om armen eller benet er blevet lammet.
- Der kan komme hævelse og rødme af leddet, men dette er ikke altid tilstede.
- Barnet får feber og bliver pjevset
- Man har fornemmelse af at barnet har smerter, når man tager fat i den syge arm eller det syge ben.
- Ældre børn giver udtryk for smerter i en arm eller et ben.
- Måske vil barnet ikke støtte på benene.
|
|
Hvordan smitter knoglebetændelse ? |
Det er ikke en sygdom, der smitter fra individ til individ. |
|
Hvordan behandles knoglebetændelse ? |
Diagnosen skal stilles ved hjælp af blodprøver, røntgenbilleder (hvor der som regel først er noget at se efter nogle uger), MR scanning eller andre scanninger. Behandlingen er antibiotika, der i begyndelsen skal gives i et drop, dvs. direkte ind i blodårerne. Efter noget tid kan medicinen gives som piller eller mikstur. Det er en langvarig behandling hvor man skal have medicin i 4-8 uger. |
|
Prognose |
Hvis barnet bliver rigtig behandlet med antibiotika er prognosen god. Komplikationerne kan være vækstforstyrrelser og kroniske forandringer i leddene. |