Engang i det syvende århundrede skrev en berømt romersk læge: Aleksandros, at den maniske sygdom egentlig kun var en melankoli, der var steget til raseri, og han havde således allerede på det tidspunkt fat i to væsentlige kendsgerninger, nemlig at manien hører sammen med depression, og at stemningen ved mani er løftet, rasende, ukontrollabel. Tolv hundrede år efter Aleksandros kunne to franske forskere (Falret og Baillarger) fremlægge videnskabelig dokumentation for, at der eksisterer en cirkulær sindssygdom, hvor manier og depressioner følger efter hinanden. Denne tilstand er blevet kaldt bipolar, fordi stemningen kan rykkes mod begge poler, og symptomerne ved depression og mani er også i mange henseender modsatrettede: den nedtrykte sindsstemning ved depressionen modsvares af maniens løftede stemning og optimisme.

Det første anfald af mani kommer ofte før trediveårsalderen, og der er en betydelig risiko for, at den maniske patient i de følgende år vil få nye tilfælde af sygelige stemningssvingninger. Risikoen for i livets løb at få sygdommen er lidt under 1%, og den er ens for kvinder og mænd. De patienter, der slipper for manierne og kun får tilbagevendende depressioner – de kaldes unipolare depressioner-- får sædvanligvis deres første episode betydeligt senere, nemlig ved 40-årsalderen og det samlede antal sygdomsfaser er hos dem som oftest mindre.

De maniske patienter kommer hyppigt i konflikt med omgivelserne, og den veludtalte mani er ofte til væsentlig større gene for de pårørende end for patienten, ialtfald i begyndelsen af forløbet. Situationen forværres af, at patienten ofte bliver fjendtligt indstillet overfor familiemedlemmer, der tidligere har medvirket til at få ham i behandling. Manikeren kan også komme i konflikt med loven-- han overtræder rask væk politivedtægten eller hastighedsbegrænsningerne. En manisk patient kørte f.eks. med stor fart ind i en kirkegårdsmur for at bevise, at han var hævet over de almindelige fysiske love og i en særlig alliance med Vorherre, der beskyttede ham mod hjernerystelser. Det kan naturligvis være meget vanskeligt at overtale en sådan patient til lægelig behandling, og dette gælder også ,selvom hans tidligere erfaringer burde overbevise ham om, at hans sygdom kan føre til mange vanskeligheder, som det kan tage lang tid at rette op bagefter.

Tvangsindlæggelse af den maniske patient på psykiatrisk afdeling er ofte nødvendig, i nogle tilfælde endog på fare-indikationen, fordi patienten bliver til fare for sig selv eller andre.

De vigtigste tegn på mani er følgende

• Stemningen er løftet, og patienten er veltilpas i enhver henseende, såvel legemligt som sjæleligt. Hans gode humør virker smittende på andre, men som oftest er han uden selvkritik, og tilhørerne bliver hurtigt trætte af hans livlige associationer. Humøret kan svinge fra den acceptable munterhed til det helt voldsomme og grænseoverskridende.
• Patienten er hyperaktiv , kaster sig kritikløst ud i uoverskuelige forretninger, køber f.eks. biler og sommerhuse, som foræres væk til tilfældige bekendte f.eks. ejendomsmægleren, eller indlader sig på kærligheds-eventyr, der hurtigt løber løbsk. Planlægningen er helt urealistisk.
• Tankegangen er meget hastig, men oftest usamlet og upræcis, som en tankeflugt, og patienten lader sig rive med af sine egne rim, brandere og tilfældige indfald. Han kan sjældent fastholde sin opmærksomhed på et emne i længere perioder.
• Søvnen er ofte afbrudt, og patienten kan af og til holde sig vågen gennem flere døgn. Han kan blive så opkørt og voldsom i sine aktiviteter, at tilstanden udvikler sig til et akut delirium, hvor han maser rundt, snakker og råber ustandseligt og måske kommer i en livstruende tilstand på grund af væskemangel. Særligt i disse tilfælde er der brug for en hurtig sygehusindlæggelse og behandling, ofte med el-stimulation.
• Der er ofte vrangforestillinger, især om egen storhed og kapacitet.
• Det gode humør kan veksle med voldsomme vredesudbrud eller stærk irritabilitet, og man taler om vrede manier, hvor patienten kan være meget udskældende og truende overfor omgivelserne. Omsvinget fra larmende munterhed til voldsom vrede kan komme helt uventet og uprovokeret.
• Manglende sygdomserkendelse. Patienten føler , at han aldrig har haft det bedre end nu, hvorfor al tale om sygehusindlæggelse forekommer ham tåbelig.

Hvordan er Sygdomsforløbet?

Ofte ser man en kortvarig depressiv fase forud for manien, der derefter kan udvikle sig med stor fart. Patientens aktiviteter tager til, han taler meget, og bliver mere og mere selvovervurderende. I løbet af kort tid kan stemningen blive ustabil, præget af betydelig irritabilitet og fjendtlighed. Patienten kaster sig ukritisk ud i en række aktiviteter, der hurtigt kan overbevise omgivelserne om, at det sædvanlige gode humør nu er blevet afløst af en sygelig tilstand, men desværre er det i denne fase nærmest umuligt at overbevise patienten om hans behandlingsbehov. Det er heller ikke sjældent, at patienten frembyder direkte vrangforestillinger, altså opfattelser, der trods åbenlyse fejltolkninger ikke lader sig korrigere, og det er tydeligt for enhver, at patienten er sindssyg.

Det kan være en stor hjælp i denne situation, hvis der i forbindelse med tidligere sygdomsfaser er opbygget et tillidsfuldt forhold til en behandler, som kender til patientens symptomer og som måske kan fastholde ham i en dialog.

I 20 –25 % af tilfældene er sygdommen overstået i løbet af ca. 1 måned, men ubehandlet varer den maniske fase ofte 3-4 måneder, og den er altså lidt kortere end den depressive.

Kunne det dreje sig om noget andet?

Et lignende sygdomsbillede med tankeflugt og ukontrollerede affekter kan optræde ved de såkaldte eksaltationstilstande, der ses i forbindelse med voldsomme psykiske belastninger. Særligt påfaldende er begravelsesmanien, hvor en deltager i en begravelse pludseligt "kammer over" og bliver råbende, munter og tilsyneladende umulig at tale til fornuft. Sådanne kortvarige sygdomstilfælde forekommer især hos noget umodne og letbevægelige personligheder, der i den aktuelle situation er blevet overbelastet og udtrættet af stærke følelser.

Man kan også engang imellem se eksaltationer hos skizofrene patienter, men her mangler stemningspræget, og patienten er i stedet følelsesmæssigt affladet og i dårlig kontakt med omgivelserne. Han prøver slet ikke som den maniske patient at spille op til situationen med skiftende charme og aggressivitet.

Hvorfor bliver man manisk?

Sygdommen optræder hos begge enæggede tvillinger i 50-75 %, men kun hos 15-20% af begge tveæggede. Det betyder, at arvelige faktorer spiller en væsentlig rolle, formentlig via ændringer i hjernens stofskifteprocesser, og der er da også fundet en tydelig sammenhæng mellem maniske symptomer og den form for medicin, der i almindelighed anvendes ved behandling af depressioner. Manier kan således fremkaldes derved, at antidepressiv medicin overdoseres, dvs. af medikamenter, der påvirker omsætningen af transportstoffer i hjernens netværk.

For såvel manier som depressioner kan man opleve, at psykiske belastninger kan fremkalde stærke stemningssvingninger.

Hvordan behandles manier?

I de fleste tilfælde behandles den akutte maniske tilstand med antipsykotisk medicin, og det er en specialistopgave. El-chok kan som anført komme på tale, hvis patientens uro ikke påvirkes tilstrækkeligt af medicin.

Det er muligt at gennemføre en forebyggende behandling, når den akutte fase er overstået, og man kan på den måde mindske risikoen for nye tilfælde. Man bruger ofte Lithium-præparater, der har en udmærket virkning, både i den akutte situation og i vedligeholdelsesbehandling, men behandlingen forudsætter en ret tæt kontrol, fordi en høj Lithium-koncentration i blodet frembyder en forgiftningsrisiko. En langvarig kontakt med en behandler kan i sig selv være af værdi for patienten, idet man får mulighed for at opbygge et tillidsforhold, der er bæredygtigt og nyttigt, hvis stemningen trods alt skulle løbe løbsk.


Litteratur som anbefales:

Depression og Mani. En bog for patienter og pårørende.
Forfatter Per Vestergaard og Anette Gjerris. Munksgårds Forlag 1992.

Relevante emner

Depression

Depressioner, børn