Rejsediarré

Vandborg, Niels, speciallæge

Definition:

Hyppig tynd afføring opstået på rejse.

 

Hvem / hvor mange:

Afhængig af rejsemålet er der større eller mindre risiko for diarré. I Afrika, Mellemøsten, Asien og Mellem- og Sydamerika er risikoen størst, 30 - 50 % af de rejsende vil få diarré.

 

Symptomer:

De tynde afføringer opstår som regel akut og kan være blodtilblandet. Hyppigt ses mavesmerter, opkastninger og kvalme. Indimellem ses også feber.
Sygdommen går som regel over af sig selv i løbet af få dage.

 

Årsager:

Årsagen til diarréen er som regel infektion med bakterier, men også virus og parasitter kan være årsag. de hyppigste bakterier er E. Coli, Salmonella, Campylobacter og Shigella.
Smitten overføres oftest ved at forurenet vand drikkes. Bakterierne kan også indtages via grønsager eller frugt, der er vasket i forurenet vand, ved tandbørstning eller via isklumper.
Utilstrækkeligt tilberedt kød eller fisk, kan også indeholde nævnte bakterier.
Herudover kan smitten også spredes direkte fra person til person.

 

Behandling:

I forbindelse med diarré er det vigtigst med forebyggelse (profylakse). Da smittekilden oftest er forurenet vand, kan risiko for sygdommen nedsættes ved ikke at indtage vand fra hanen. Man bør derfor drikke vand fra forseglede flasker, børste tænder i samme og ikke spise frugter eller grønsager, der ikke kan skrælles, medmindre man kan skylle dem i eget rent vand.
For at undgå væskemangel er det vigtigt at drikke rigeligt med vand (ikke forurenet), indeholdende salt og sukker.
Til at stoppe diarréen kan benyttes såkaldte stoppende midler, hvoraf de fleste er i håndkøb. Da sygdommen oftest er kortvarig, bør disse præparater dog forbeholdes situationer, hvor diarréen er specielt meget generende.
I meget sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at anvende antibiotika. Man bør søge læge ved udtalt væskemangel eller hvis sygdommen varer længere end 1½ uge.

 

Prognose:

Prognosen er som anført god og sygdommen kan ofte undgås ved fornuftig forebyggelse.