Spiseforstyrrelser har været kendt og defineret som sygdomme gennem de sidste ca. hundrede år, og nervøs spisevægring (anorexia nervosa) kan spores flere hundrede år tilbage i historien. Med spiseforstyrrelser menes at mængden af mad og/eller måden den indtages på er forstyrret og ubalanceret. Alle mennesker kan i perioder have ubalance i deres spisevaner fx ved kriser eller store omvæltninger i livet, men for de allerfleste finder appetit og spisning hurtigt et naturligt leje igen.
Spiseforstyrrelser i lægelig forstand omfatter nervøs spisevægring (anorexia nervosa), grovæderi med evt. selvfremkaldte opkastninger (bulimia nervosa) og overspisning/trøstespisning (binge eating, psykogen overvægt).

Anorexia nervosa

Definition: Anorexi betyder egentlig appetitløshed, og er derfor noget misvisende, da den anorektiske patient ofte føler stor sult, i hvert fald i begyndelsen af sygdommen. Nervøs spisevægring er en sygdom, hvor patienten, som oftest er en pige eller en ung kvinde, bevidst og tilsigtet taber sig drastisk i vægt og holder vægten langt nede, idet hele patientens adfærd og alle aktiviteter er styret af dette ene mål: at være tynd. Der er en altoverskyggende, sygelig frygt for at blive overvægtig. Pga. vægttabet får patienten hormonelle forstyrrelser, dvs. udeblivende menstruation hos piger/kvinder og tab af sexuel potens og interesse for drenges/mænd vedkommende.

Diagnosen stilles ifølge diagnosesystemet ICD-10, som er det, der bruges i Danmark, når alle følgende krav er opfyldt:

• Vægten holdes på mindst 15 % under det forventede,(BMI (Body Mass Index) er under 17,5 (bør være mellem 20 og 24)).
• Vægttabet er selvfremkaldt ved at spise ekstremt magert, ved at fremkalde opkastninger, bruge afføringsmidler eller vanddrivende medicin, eller ved at motionere og være meget fysisk aktiv.
• Forstyrret kropsopfattelse med meget stor frygt for fedt, og urealistisk opfattelse af egen krop og af hvad idealvægten burde være.
• Ubalance i kønshormonerne med udeblivende menstruation eller svigtende potens som følge. Også væksthormonbalancen, stofskiftet og blodsukker-insulin balancen kan være forstyrret.
• Hvis tilstanden er til stede før puberteten kan væksten stoppe og kønsdele og de dele af kroppen, som burde udvikles, forbliver på et ”barnligt” stadium.
• Tilstanden må ikke være et resultat af en anden sygdom, fx infektion, genetisk anormali eller anden, som skal udelukkes før diagnosen stilles.

Som nævnt er det hovedsageligt piger og kvinder, som får anorexi, kun ca. 10 % er drenge.
Det ser ud til at andelen af børn og unge med anorexi er voksende, men om det er fordi der er mere opmærksomhed omkring sygdommen end der var for 20 år siden, eller om der er tale om en reel stigning, er uklart. 1 ud af 10.000 15 -19-årige unge piger/ pr år, er indlagt med sygdommen, men antallet at ubehandlede patienter og patienter som behandles ambulant er langt større. Undersøgelser viser at melem 0,5 og 1% af unge kvinder har haft anorexia nervosa.
Sygdommen optræder hyppigst hos unge, men kan også ses hos voksne, midaldrende eller ældre kvinder.
I det følgende omtales patienten for nemheds skyld ”hun”.

Symptomer

Symptomerne kan groft opdeles i kropslige og psykiske (sjælelige) og sociale.

De kropslige symptomer er følger af det ofte drastiske vægttab, som pigen selv har fremkaldt. Når kroppen sultes, forsøger den at spare på alle energikrævende funktioner, og derfor falder blodtrykket, pulsen og temperaturen bliver lav og hjernen arbejder langsommere. Afmagringen ses på kroppen, selv om pigen ofte forsøger at skjule det med mange lag tøj. Vægten for en kvinde af normal højde kan komme ned på 30 kg. Eller mindre. Hoftebenene bliver fremstående, ribben, nøgleben og rygsøjlen ses tydeligt og kinderne bliver indfaldne og ansigtet markeret. Håret bliver glansløst, øjnene ser store og matte ud og hos de patienter, som fremprovokerer opkastninger kan tændernes emalje blive ætset væk af mavesyren, med huller i tænderne og sår i mundvigen som følger. Menstruationen udebliver eller holder op, og nogle piger udvikler en fin dunbehåring på arme, ben og i ansigtet (lanugo-behåring). På grund af nedsat blodcirkulation bliver hænder og fødder kolde og rødblå (cyanotiske), og patienten fryser og er meget træt, selvom hun ofte vil påstå, at hun aldrig har haft det bedre. Hun har måske forstoppelse og er dehydreret (mangler væske) og får ondt i maven selv når hun spiser ganske lidt.

De psykiske symptomer er tristhed og tendens til at isolere sig og holde sig for sig selv. Pigen mister interessen for det, hun tidligere gik op i og bruger efterhånden al sin tid på at motionere, tælle kalorier eller lave mad til familien, som hun selvfølgelig ikke selv spiser. Hun er ikke interesseret i det modsatte køn eller i at være en del af den ungdomskultur, hun tilhører. Hos piger med perfektionistiske eller tvangsprægede tendenser, bliver disse træk mere fremtrædende. Mange bliver irritable og opfarende og svære for familien at omgås. Tankerne kredser konstant om mad og om angsten for at tage på. Angst for kontroltab, angst for selvstændighed og lavt selvværd kendetegner nogle af de indre konflikter, som pigen har.

Et lille antal patienter dør i den akutte fase, fordi saltbalancen i blodet bliver helt forskudt og fordi hjertet til sidst slår langsomt og uregelmæssigt.

Hvis behandling iværksættes rimelig hurtigt er de blivende følger små. Men hvis denne mangeltilstand i kroppen får lov at eksistere i flere år, kan pigen få varige problemer. Hendes højdevækst bremses, knoglerne er ikke i stand til at lagre tilstrækkelige mængder kalk og hun vil i en ung alder have skøre, kalkfattige knogler. Hormonbalancen genoprettes som regel, men nogle kvinder kan ikke få børn efter langvarig anorexi.
Psykologisk har det stor betydning, hvis pigen mister kontakten med sine jævnaldrende, og følger dermed ikke den normale psyko-sociale udvikling. Hun kan komme bagud i skolen og få svært ved at begå sig blandt andre.

Ætiologi

Der er gjort mange forsøg på at finde forklaring på sygdommen og fænomenet anorexi, og for mange er det meget svært at forstå, at en ung pige kan vælge at sulte sig selv til grænsen mellem liv og død.
Ingen enkelt årsag kan forklare anorexi. Snarere er der tale om et samspil mellem mange faktorer.

En del patienter kan huske en enkelt begivenhed, som har sat det hele i gang, f.eks. en hentydning om ”hvalpefedt” eller en krise i familien (skilsmisse, sygdom eller andre former for trusler om adskillelse). Nogle gange er der uønskede seksuelle oplevelser i baggrundshistorien. Pubertetens store forandringer og omgivelsernes krav om at finde sin egen identitet og blive selvstændig kan virke uoverskuelig, eller truende på følsomme eller sårbare individer. Psykologisk handler den underliggende problematik blandt andet om stort behov for kontrol af følelser, drifter og impulser og angst for at give slip. Visse familiemønstre synes at gå igen i familier med anorexi, oftest med en tæt mor-datter relation og en mere eller mindre fraværende far. Der kan være tale om forældre, som er ambitiøse på deres børns vegne og familier hvor konflikter og følelsesudbrud ikke hører til i dagligdagen. Ofte er pigen meget pligtopfyldende, sød og dygtig i skolen og har altid været ”nem”.
De supertynde fotomodeller, repræsenterer et skønhedsideal, som det er umuligt at leve op til, og samfundsdebatten om sund levevis og fedtfattig livsstil kan medvirke til at en lurende anorexi begynder at udvikle sig.

Behandling

I de alvorligste tilfælde, hvor pigen i den akutte fase er stærkt afmagret og afkræftet skal der først og fremmest fokuseres på genopretning af ubalancerne i kroppen. Der skal ydes støttende psykoterapi gennem hele forløbet, fordi det at genoptage spisningen og tage på kan være både belastende og provokerende for patienten. Der er forskellige retningslinier og holdninger blandt behandlingsstederne, om hvor lidt og hvor meget kontrol og selvbestemmelse pigen kan administrere. Nogle steder er holdningen den, at pigen med al ønskelig tydelighed har vist at hun ikke selv er i stand til at vurdere, hvor meget hun skal spise. Man starter derfor med at lægge pigen i seng, sætte hende på en diæt og passe på hende med fast vagt 24 timer i døgnet. I takt med vægtstigningen får hun igen mere og mere ansvar tilbage. Andre steder er holdningen mere liberal, man forsøger at lave kompromiser med patienten om, hvor meget hun kan acceptere at spise.

Mange mindre alvorlige tilfælde behandles ambulant fx ved jævnlige vægtkontroller og samtaler hos den praktiserende læge eller psykiater. Familieterapi vil være velegnet, især hvis patienten er meget ung og bor hjemme. De pårørende har derudover brug for megen støtte og information, i det de ofte har kæmpet længe og kan føle sig både dybt bekymrede og magtesløse.

Forløb

Mange piger kæmper imod vægtstigningen og behandlingen i øvrigt og snyder med vægten, gemmer maden osv. De kan være meget ambivalente, og splittede mellem fornuft og følelse. På den ene side ønsker de af fastholde identiteten som ”den tynde pige” og slippe for de konflikter et normalt liv indeholder. På den anden side længes de efter at leve et mere normalt ungdoms- eller voksenliv, ligne de andre og høre til i en gruppe. Nogle forløb er kendetegnet af tilbagefald med spiseophør, så snart der opstår problemer eller forandringer i hverdagen. Ca. halvdelen bliver helt raske, mens ca. 20 % forbliver kronisk anorektiske, og er i højrisiko for at dø pga. selvmord eller underernæring.

Kilder:

Johan Cullberg: ”Dynamisk Psykiatri”,1999

Ralf Hemmingsen et al: ”Klinisk Psykiatri”, 1996

Lene Lier et al: ”Børne- og ungdomspsykiatri”, 1999

Kai Tholstrup og Mette Brinch: ”Spisevægring og vægtangst”, 1986

Harrisons ”Internal Medicin” 1998
og diverse videnskabelige artikler.

Relevante emner

Spiseforstyrrelser - Bulimia nervosa

Spiseforstyrrelser - psykogen overvægt / trøstespisning

Angst