Tuberkulose, børn

Bjerager, Mia, læge

 

Hvad er tuberkulose ?

Tuberkulose er en sygdom, der skyldes tuberkel bakterier. Disse kan angribe flere organer. De kan forvolde et lidt forskelligt sygdomsbillede alt efter hvilke organer, der involveres. Det kan dreje sig om en primær infektion i lungerne med symptomer herfra, eller en infektion i andre organer som for eksempel lymfeknuder, hjertesæk, nyrer, knogler eller hjernehinde.
En særlig slags tuberkelbakterier, atypiske mycobakterier, er kendt for at forårsage infektion i lymfekirtlerne på halsen.

 

Hvem kan få tuberkulose ?

Alle kan smittes med tuberkulose. Tuberkulose er dog sjælden blandt danske børn. Mest udbredt er sygdommen hos flygtninge fra visse lande i Afrika, hvor de har levet tæt sammen i flygtningelejre før ankomsten til Danmark.
I Danmark vaccinerer man ikke længere mod tuberkulose.

 

Hvilke symptomer ses ved tuberkulose ?

Da tuberkulose kan sidde i mange forskellige organer, er symptomerne også lidt forskellige.

 
 
  • Billedet kan i begyndelsen være præget af langvarig feber.
  • Typisk er luftvejssymptomer i form af vedvarende hoste og slim fra lungerne.
  • Det kan være en lungebetændelse, der trods behandling med almindelig penicillin ikke forsvinder.
  • Man kan ikke se på et røntgenbillede, om det drejer sig om tuberkulose eller en hvilken som helst anden lungebetændelse.
 
 

Hvordan smitter tuberkulose ?

For at blive smittet med tuberkulose skal man indånde tuberkulosebakterierne. Der skal en relativ tæt kontakt til for at blive smittet. Børn er meget lidt smittefarlige. Børn smittes af voksne, som regel fra husstand.

 

Hvordan behandles tuberkulose ?

Diagnosen skal stilles, før man behandles for tuberkulose. Man kan i slim og sekret fra lungerne påvise tuberkelbakterier. Ved en hudprøve, kaldt Mantoux, kan man påvise om en person har antistoffer mod tuberkulose. Den kan også bruges til at se om en vaccine mod tuberkulose har virket. Behandlingen af tuberkulose er antibiotika af flere forskellige slags, som skal tages igennem flere måneder. I Danmark har man ikke set tuberkulose hos børn som er resistent (dvs. ufølsom) over for behandlingen.
Den type tuberkulose der kan opstå i en kirtel med de atypiske tuberkulosebakterier skal ikke behandles, men forsvinder af sig selv.
I Danmark vaccinerer man ikke længere mod tuberkulose.

 

Prognose

Prognosen for tuberkulose er god med det antibiotika, man har i dag. Den er også særlig god i vores del af verden, hvor den mulitresistente tuberkulose (hvor antibiotika ikke virker) ikke findes.